ROLD24RACE LUKKER – LØBET I 2018 AFLYSES.

Kære alle

Interessen for at deltage i Rold24race er desværre ikke så stor længere. Stævneledelsen har derfor valgt at lukke Rold24race. Vi er naturligvis kede af, at skulle lukke løbet – men det har været en nødvendig beslutning.

Til jer som er tilmeldt Rold24race i 2018, og har glædet jer til at køre løbet, beklager vi mange gange, at måtte skuffe jer. Vi håber I kan finde et andet fedt løb at deltage i. I vil naturligvis alle få refunderet jeres deltagergebyr. I vil snarest modtage en mail fra os, hvor detaljer vedrørende refusion af deltagegebyret fremgår.

Stævneledelsen vil gerne takke alle tidligere deltagere i Rold24race gennem de seneste 11 år. Det har simpelthen været super hyggeligt at køre 24 timers løb sammen med jer. Der har været mange fantastisk øjeblikke gennem årene. Kaos i skiftezonen – og magisk natstemning med fakler og lys i skoven. Trætte og beskidte kroppe kun holdt sammen af minestronesuppe, energidrik og frankfurtere! Samværet med klubkammeraterne og den gode stemning på sporet. Tilskuerne på Lasses Knold – og kramperne i lægmusklerne! Jo – det har bare været dejligt, og vi håber at I alle får et stort smil på læben, når I tænker tilbage på jeres løbsoplevelse fra Rold24race.

Vi vil også gerne sige stor tak til alle sponsorerne – og tak til alle frivillige hjælpere. Uden jeres støtte ville det ikke have været muligt at gennemføre arrangementet gennem de sidste 11 år.

Masser af cykelhilsner fra

Løbsledelsen Rold24race